Tekstil kropslighed


Malin Schønbecks lyserøde univers kan fremkalde lyst og lede, mens genkendeligheden pejler i retning af bløde bryster og sårbare indre organer.

Af Lisbeth Tolstrup. Fra kunstavisen.dk

Det kan være pokkers besværligt at ville arbejde med tekstile medier i en kunstsammenhæng. Besværligt fordi tekstil og tekstile teknikker har så stærke medbetydninger og samtidig kræver en klar stillingtagen af kunstneren. Ved den sidste udstilling, som Galerie Pi holdt i Dag Hammarskjölds Allé, deltog Malin Schønbeck som en ud af tre kunstnere.

Hun fremstod overraskende og overbevisende i sit udtryk, organiske former hæklet i simple konstruktioner med klare referencer til lyserødt kød og kvindelige attributter. Modtagelsen den gang i februar 2010 gjorde, at galleriejer Merete Hertz besluttede sig for at udstille Malin Schønbeck separat. Det sker nu med installationen ’The perfect Body’, der består af en række enkeltværker udført i forskellige tekstile konstruktioner. Malin Schønbeck, der bor i den østlige del af Skåne, modtog sidste år en hæderspris på 100.000 kroner til påskønnelse af hendes på en gang legende og sårbare tilgang til at arbejde i ”grænselandet mellem kunsthåndværk og kunst”.

Der er ingen tvivl om, at hendes bedste værker er dem, hvor kunsten får lov at udfolde sig på bekostning af kunsthåndværket. Fx består en del af installationen enkeltdele, der kan ses som arme, ben eller hele kroppe, først tegnet med en grov sort pen på gamle lagner, og siden syet sammen en for en, så ophobningen et sted og indramningen et andet fornemmes som en gruppering af afrevne lemmer fra et dukke- eller bamseunivers med tydelige referencer til forladte huse eller byer. Tilsyneladende uskyldige og samtidig så pågående i deres kropslighed, at de bliver siddende på nethinden længe efter.

I ”Gemmesteder”, bestående af organiske former i knytnævestørrelse syet i grov hørlærred, er der fokus på tomme åbninger – måske vaginale – der i et visuelt flash back kan minde om de bedste af Abakanowicz’ ”embryologier”. I de nævnte eksempler lykkes det for Schønbeck at balancere mellem perfektionisme og farlighed – mellem uskyld og udtryk. I flere af de øvrige arbejder er analogien næsten for tung, falliske filtkokoner og overdrevne bryster af felliniske dimensioner har svært ved at fastholde interessen i al deres lyserøde uldenhed, mens en serie af perfekt hæklede krukkeformer med toppe som overdrevne brystvorter viser hvor stærkt det faktisk kan gøres, når form og udtryk er i balance med størrelse og materiale.

Galerie Pi
Borgergade 15D, København
www.galeriepi.dk
Frem til den 29. februar